
Du er et mål for svindel!
Mandag den 23. marts kl. 19,00 får vi besøg af Nordsjællands Politi, som vil fortælle om IT-svindel.
Får du ofte en mail fra banken om, at du skal trykke på et link? Eller skriver ”SKAT” til dig for at få dig til at godkende et beløb, du skal have tilbage? Har du måske fået en besked om en pakke, der skal afhentes, hvor du ikke har bestilt nogen? Så er du med stor sandsynlighed et mål for svindlere!
Der er ingen grænse for kriminelles opfindsomhed i forsøget på at narre penge fra dig, eller måske endda stjæle din identitet. Derfor skal du altid starte med at være skeptisk, når du modtager sådanne mails, beskeder eller opkald.
Sara Reuther-Nielsen, politiassistent ved Nordsjællands Politi, vil fortælle om alle de fælder, vi risikerer at falde i og give råd om, hvordan vi kan få en sikrere hverdag. Sidst i foredraget vil der være mulighed for at stille spørgsmål.
Tilmelding til foredraget sker via ramhuset.nemtilmeld.dk. Der kan også betales kontant ved indgangen.