RAMhuset 1 år
Den 29. oktober fylder RAMhuset 1 år. Derfor holder vi åbent hus kl. 10-12.
Den 29. oktober er det præcis 1 år siden vi slog dørene op til Ramløses nye kultur– og aktivitetshus. Det vil vi gerne fejre ved at invitere til et åbent hus arrangement.
I løbet af formiddagen vil Husfliden være til stede og vise hvad de arbejder med. Måske kunne du få lyst til at deltage i aktiviteterne, hvad enten det drejer sig om strikning, syning eller vævning. Foreningen er åben overfor nye medlemmer, ung som gammel.
Også Naturskolen vil være til stede med forskellige aktiviteter. F. eks. vil der være udendørs bagning i bålshelteret og hvis vejret tillader det, træklatring. Tilbud til børn og barnlige sjæle. Du vil endvidere kunne høre hvad foreningen arbejder med og få mulighed for at melde dig ind i Nordsjællands Naturskole.
I caféen vil der blive serveret kaffe, te, saftevand og kage. Villy Nielsen vil underholde med visesang og sin harmonika, ligesom bogcaféen vil sælge ud af sine bøger. Kom og gør et godt bogkøb!
Der vil desuden være mulighed for at studere de mange aktiviteter, som efterhånden foregår i RAMhuset. Fra de mange foredrag, ølsmagninger, workshops og koncerter - over bogcafé, læsekreds og kortspilsgruppe til Paletten, RAMhusets tegne– og maleskole.
Velkommen til en hyggelig formiddag i RAMhuset!