
DNA'en omkring os
Tirsdag den 25. februar kl. 18.45 handler det om miljø-DNA.
Vi fortsætter med at vise de livestreamede naturvidenskabelige foredrag fra Aarhus Universitet, altid på tirsdage. Forårssemestret starter med dette arrangement.
Enhver, der tilbringer et par timer udenfor i naturen, vil hurtigt erkende den mangfoldighed af liv, som trives i de mange forskellige økosystemer Jorden tilbyder. Hvad de færreste dog ved, er at udover den rige mangfoldighed af levende organismer – fra bakterier til blåhvaler – er Jorden også rig på DNA-spor, som disse organismer har efterladt.
Noget af dette DNA stammer fra de mindste bakterier, mens andet efterlades ved udskillelse af fx hudceller og kropsvæsker fra de største organismer. Dette hedder miljø-DNA (eDNA), og det kan forskere indsamle og analysere – især takket være avanceret DNA-sekventeringsteknologi.
I dette foredrag vil biolog Philip Francis Thomsen give et indblik i, hvordan vores biodiversitet kan undersøges med miljøDNA-metoden, som han selv har været én af pionererne bag. Du kan bl.a. høre om hans forskning indenfor miljøDNA til kortlægning af diæten hos græssende køer og heste i rewilding projekter.
Der er fri entré til foredragene. Drikkevarer og snacks kan købes. Tilmelding sker via NemTilmeld, ramhuset.nemtilmeld.dk