Genskabelse af Søborg Sø

Den 19. april kommer biologen Ida Dahl-Nielsen og fortæller om genskabelsen af Søborg Sø.

Søborg Sø området var oprindeligt en fjordarm fra Kattegat, som ved landhævningen efter istidens ophør udviklede sig til en lavvandet sø. Siden 1790 er søen afvandet via afvandingskanaler og fra 1945 også med pumpestation. Afvandingen har muliggjort, at der i mange år er drevet landbrug på området; men med tiden omsættes det organiske stof i jorden, som sætter sig og bliver sværere at dyrke.

Nu skal søen genskabes ved, at der slukkes for pumperne og ledes et vandløb ind i søen. Derved skabes et 600 ha stort naturområde med 338 ha lavvandet sø og omkringliggende enge. Detailprojekteringen med vandløb til søen, diger, stier, p-pladser mv er i fuld gang.

Området vil blive et eldorado for fugle og mange andre dyr og planter. Samtidig vil der ske en stor reduktion af udledning af næringsstoffer til havet, og færre drivhusgasser til luften. De kulturhistoriske værdier i området vil få et løft, idet Søborg Slotsruin vil komme til at fremstå mere oprindeligt i landskabet med vand på 3 sider.

Kom og hør projektleder og biolog Ida Dahl-Nielsen fra Naturstyrelsen fortælle om projektet og alle de mange parter og forhold, der skal håndteres, inden det store naturprojekt kan blive til virkelighed.

Tilmelding til foredraget kan ske ved at indbetale 30 kr. (50 kr. for ikke-medlemmer) via MobilePay 38006 eller overføre pengene til reg. 9570 kontonr. 11900151. Indbetalingen mærkes ”søborg sø + dit navn”. Der kan også betales kontant ved indgangen.

Foredraget blev optaget og kan ses her: https://youtu.be/AKl7PpvL28A