
Borgerinddragelse
Den 21. marts fortæller Dan Holt Højgaard om borgerinddragelse ifm vedvarende energianlæg.
Flere store solcelleparker er på vej i Nordsjælland. Men hvem skal sidde ved roret, når solcelleparker og vindmøller i Nordsjælland skal vokse fra idé til udførelse? Hvem kan afgøre, hvor de skal placeres?
Hvis den grønne omstilling skal lykkes, skal vi borgere blive den drivende kraft i den grønne omstilling og sikre, at vores politikere, kommuner, foreninger og virksomheder understøtter vores arbejde, og ikke omvendt. Det kræver en anden tilgang til borgerinddragelse end normalt.
Det kommer Dan Holt Højgaard fra ”Deltager Danmark” og fortæller om. Dan har en kandidatgrad i statskundskab ved Københavns Universitet og har 20 års erfaring med organisering. I dag er han chef for et team på 20 ansatte, der samarbejder med kommuner om at skabe den nødvendige borgerinddragelse for at nå vores fælles klimamål.
”Deltager Danmark” arbejder for Velux-fondenes projekt ”70i30", som skal understøtte vores fælles mål om at reducere CO2e udledningen med 70% i 2030 og 100% i 2050.
Aftenen vil være en blanding af et teoretisk oplæg, kombineret med erfaring og viden fra de mange lokale projekter rundt fra hele landet. Vi håber på, at aftenen vil inspirere såvel indbudte lokale politikere som borgere.
Foredraget sker i samarbejde med Folkeuniversitetet i Gribskov, det koster 80 kr. og tilmelding sker på gribskovfu.nemtilmeld.dk.
Foredraget blev optaget og kan ses her: https://youtu.be/qnd4u81dibc