
Resistente bakterier
Tirsdag den 6. maj kl. 18.45 er emnet Vil resistente bakterier slå os ihjel?
I starten af det 20. århundrede kunne det være dødeligt, hvis du blev inficeret med bakterier. Dengang havde vi nemlig ingen effektive midler til at behandle infektioner. Men i 1928 gjorde den skotske bakteriolog Alexander Fleming ved et tilfælde den skelsættende opdagelse af penicillin. Denne opdagelse blev startskuddet til en gigantisk skattejagt efter naturens egne stoffer, der kunne slå bakterier ihjel – lægemidler der i dag kendes som antibiotika.
Indførelsen af antibiotika i patientbehandlingen har betydet, at vi i dag kan behandle de fleste almindelige infektioner, og på hospitalerne kan vi udføre store kirurgiske indgreb, hvor adgangen til antibiotika er en nødvendighed. Men hvad er antibiotika, og hvordan virker de?
I dette foredrag vil molekylærbiolog Ditlev E. Brodersen og læge og mikrobiolog Hans Jørn Kolmos fortælle om bakterier og antibiotika. De vil gøre dig klogere på, hvordan de små encellede organismer, bakterierne, ser ud indeni og udenpå. Hør også om de forskellige typer af antibiotika og hvordan de dræber bakterier.
Fremskridtet er dog truet. Bakterierne lærer nemlig hurtigt at udvikle resistens. Verden over er de resistente bakterier i disse år på fremmarch, og samtidig er udviklingen af nye antibiotika gået i stå. Vi er derfor havnet i en resistenskrise, som kan få store konsekvenser. En dyster prognose siger, at der i 2050 vil dø lige så mange mennesker af resistente bakterier som af kræft, hvis ikke vi for alvor gør noget ved problemet.
Vi ved i princippet godt, hvad der skal gøres: Vi skal begrænse og målrette antibiotikaforbruget i sundhedsvæsenet og i den industrielle husdyrproduktion, vi skal forbedre hygiejnen, og sidst men ikke mindst skal vi udvikle nye antibiotika og metoder til at behandle infektioner. Det vil du høre meget mere om i foredraget. Hør også om den nyeste forskning inden for bakteriernes eget immunforsvar, og hvordan det i fremtiden vil kunne bruges imod dem som et nyt våben i kampen mod de dødelige infektioner.
Der er fri entré til foredragene. Drikkevarer og snacks kan købes. Tilmelding sker via NemTilmeld, ramhuset.nemtilmeld.dk