Forråelse i omsorgen

Tirsdag den 11. oktober kl. 19.00 kommer Susanne Vellier og fortæller om forråelse i det sociale arbejde.

Medierne er blevet samfundets vagthunde, som gang på gang afslører, hvordan fagprofessionelles etiske kompas kommer på afveje. Som i TV2s dokumentar ”Plejehjem bag facaden” eller dokumentaren ”Nødråb fra børnehjemmet”.

Forråelsen er en risiko i forbindelse med det sociale arbejde. Når arbejdsbetingelserne ændres, svære situationer opstår, eller når man ikke kan rumme og forstå et andet menneskes behov, tager afmagten ofte over.

Det kommer Susanne Vellier og fortæller om. Susanne er uddannet socialpædagog og arbejder på et bosted med mennesker, der har gennemgribende udviklingsforstyrrelser. Her er hun teamkoordinator og faglig vejleder. Samtidig er hun ved at færdiggøre en uddannelse som psykoterapeut.

Ud fra et socialpsykologisk perspektiv er afmagtsfølelse et menneskeligt vilkår. Det er en lumsk overlevelsesstrategi, hvor følelsen af ubehaget dulmes ved at projicere ansvaret over på ”de andre”.  Afmagten sniger sig lydløst frem og kan antage mange forskellige former og afskygninger.

Susanne vil undervejs i foredraget dykke ned i begrebet forråelse – hvilke underliggende mekanismer, der ligger i det menneskelige sind. Hun vil også komme med bud på, hvad afmagtens ”modmagt” er.

Tilmelding til foredraget kan ske ved at indbetale 30 kr. (50 kr. for ikke-medlemmer) via MobilePay 38006 eller overføre pengene til reg. 9570 kontonr. 11900151. Indbetalingen mærkes ”vellier + dit navn”. Der kan også betales kontant ved indgangen.