
Dybhavet - ukendt verden
Tirsdag den 29. april kl. 18.45 er overskriften Dybhavet - nyt fra en ukendt verden.
Dybhavet dækker mere end halvdelen af Jordens areal, og det meste er uudforsket. De dybeste dele af oceanerne, fra 6 til 11 kilometers havdybde, kaldes 'den hadale zone' – efter dødsriget Hades. Zonen indbefatter 27 enorme grave, der strækker sig tusinder af kilometer langs kontinenternes geologisk ustabile rand.
Ronnie N. Glud og Bo Barker Jørgensen – begge professorer i biogeokemi – vil kaste lys over den nyeste forskning, som overraskende viser, at disse grave er ”oaser” for livet i dybhavet. Omsætningen af organisk materiale er meget høj, og man opdager hele tiden ukendte organismer, der er tilpasset det ekstreme tryk i gravene. Ved hjælp af avancerede robotter med videnskabeligt udstyr er forskerne nu ved at aflure dybhavets hemmeligheder.
Under havbundens overflade i dybhavet lever der ingen dyr – det er mikroorganismernes verden. De lever af døde alger og dyr fra vandsøjlen, hvis organiske rester begraves dybt nede i havbunden. Det organiske stof slipper aldrig op, men efter millioner af år omsættes det ekstremt langsomt. Selv om der til sidst kun er en lille brøkdel af det begravede organiske materiale tilbage, er denne rest en forudsætning for at der er ilt i atmosfæren, så vi og andre dyr kan ånde.
Der er fri entré til foredragene. Drikkevarer og snacks kan købes. Tilmelding sker via NemTilmeld, ramhuset.nemtilmeld.dk